Æblehistorierne samlet
Her samler vi alle de små Æblehistorier vi har spredt ud rundt omkring i app’ens mange afsnit. Vi opdeler historierne i følgende forenklede spor.
Gustav Lind og Trapholt
ÆBLEBONDEN DR. LIND
Æblebonden, som dr. Lind kaldte sig, betragtede æbletræerne og æblerne som levende væsener, og de blev behandlet derefter.
Intet blev overladt til tilfældighederne, og Lind gik til opgaven med den samme videnskabelige grundighed, der kendetegnede hans karriere som tandlæge.
ÆBLEJOURNALER OG STUEGANG
Æbleplantagen var inddelt i afdelinger og rækker, og hvert enkelt træ havde sig egen journal. Hvis Lind under sin daglige “stuegang” opdagede problemer, blev der stillet en diagnose.
Syge træer blev sjældent fældet, men i stedet behandlet, enten med en “blodtransfusion” fra et rask træ, en tablet stukket ind i et hul i stammen, eller en operation, hvis det var nødvendigt. “Patienten” blev på den måde holdt i live indtil man det efterfølgende forår kunne pode nogle “ammerødder” ind (topskud fra unge æbletræer podet ind i stammen).
Det var kun i de tilfælde, hvor der intet kunne gøres for at redde træet, at det blev fældet.
Man slår jo ikke patienten ihjel, sagde Lind!
Der blev jævnligt foretaget jordbundsanalyser, og jorden tilført de næringsstoffer, der manglede. Stærke gifte var bandlyst.
ÆBLER OG JORDBAKTERIER
Æblerne blev behandlet med største omhu og håndteret så rationelt og hygiejnisk som muligt. Æbleplukkerne stillede hver morgen til parade for at få kontrolleret, om neglene var korte og rene.
De blev instrueret i den mest rationelle plukkemetode, så æblerne kun blev håndteret tre gange, før de nåede forbrugeren.
De specialfremstillede kurve, der blev båret i en sele om halsen, måtte ikke sættes på jorden, men på transportable, tilhuggede træstammer.
Æblekasserne var fremstillet af en særlig slags svensk fyrretræ, der ikke gav afsmag til æblerne.
3 MIO. BIER I SAMME BYGNING
Bierne fik en helt speciel bolig, en 15 m lang bistald med plads til hele 31 bifamilier.
For at bierne ikke skulle tage fejl af flyveåbningerne, når de vendte tilbage til bistalden, var de malet i forskellige farver, der svarede til de sammenbyggede stader, der lå bagved.
Nogle af punktfundamenterne til bistalden kan stadig ses i den øvre del af slugten syd for Indgangsspot 5.
RATIONEL DRIFT
Effektivitet og mekanisering var kodeordet for den optimale drift. Alt blev rationaliseret, f.eks. blev tidsforbruget for æbleplukningen nedsat med 40%, ved at reducere det antal gange, æblet skulle håndteres. Plukkerne blev instrueret i den mest rationelle plukkemetode, og hvert æble blev kun håndteret tre gange, før det nåede frem til forbrugeren.
OPBEVARING
Hurtigst muligt efter plukningen blev æblerne anbragt i et forkølerum, hvor de i løbet af 24 timer blev nedkølet til 4 grader. Herefter blev æblerne sat ind i de respektive kølerum, med de temperaturer, der gjaldt for hver sort, fra 1/2 til 3 1/2 grad, med en luftfugtighed på ca. 92 pct.
KLARGØRING TIL KUNDERNE
Når æblerne skulle ud til kunderne, blev de langsomt varmet op til 12 grader, og efter sortering blev de kørt gennem en rense- og poleremaskine og direkte i den kasse, de skulle afleveres i.
Når æblerne skulle ud til kunderne, blev de langsomt varmet op til 12 gr. og efter sortering blev de kørt gennem en rense- og polermaskine og direkte ind i den kasse, de skulle afleveres i.
STYRING AF KVALITET I KØLEHUSET
Efter plukningen blev æblerne efter højst to timer placeret i kølehuset, der med hjælp fra Cold Stores og Danfoss blev bygget med datidens nyeste teknologi.
Her blev æblerne lynnedkølet, og først “vækket til live”, når de skulle sælges.
ÆBLER PÅ ABONNEMENT
I starten blev æblerne solgt direkte til private, men senere blev der oprettet en abonnementsordning, hvor der kunne bestilles kasser a 10 kg.
Trappergårdens specialdesignede bil leverede til større byer i Jylland og til København, og til mindre byer på ruten. Til jul blev der fabrikeret særlige gavekartoner indeholdende 3 kg Trapholtæbler – og der blev også produceret æblemost.
KVALITET OG SÆRLIG FILOSOFI
Trapholtæblerne blev kendt for deres gode smag og høje kvalitet. Også Linds dyrkningsmetoder og særlige filosofi blev kendt vidt omkring, med omtale i mange fagblade, og med talrige besøg af fagfolk og interesserede grupper fra ind- og udland.
SELVFORSYNING I 1940’ERNE
Ud over prydhaven blev der også anlagt en køkkenhave ved Trapholt-villaen, og der blev dyrket afgrøder til husdyrene på de tilstødende arealer.
Ud over gængse grønsager blev der dyrket hindbær, jordbær, korn, kartofler og kålrabi. Også frugttræer som blommer, pærer og kirsebær blev der plads til.
Allerede i 1940 ønskede Gustav Lind at blive selvforsynende: “sagen er nemlig den, at vi ønsker så vidt muligt at blive self-supporting på Trapholt – selv om jeg dog endnu ikke er gået over til gedeavl!” Bl.a. derfor blev der i 1941 anlagt en fiskedam, hvor det var meningen, at gæsterne selv skulle fiske aftensmaden.
FORSYNINGER TIL HOLLAND
Under krigen havde spiselige afgrøder og husdyr en afgørende betydning for ægteparret Lind i Amsterdam, hvor de hver måned fik tilsendt forsyninger af kød, æg og grønsager til Amsterdam.
I 1944 var Gustav Linds mor på besøg på Trapholt og fortalte i et brev til sin søn om de 100 hvide kyllinger og tre små pæne grise. Også efter hjemkomsten til Danmark blev der holdt grise, der boede i en treværelses ”lejlighed”, bestående af spisestue, soveværelse og toilet.
FRUGTLAGER MED DICIPLIN
Frugtlageret, der ligesom kurve og kasser blev grundigt rengjort og desinficeret hvert år før høsten, måtte først betrædes, når der var vasket hænder og skiftet fodtøj.
Tobaksrygning var naturligvis forbudt.
Æblerne var så rene, påstod Lind, at man kunne nøjes med at polere dem før spisning.
VANDRENDE SORTERINGSBORD
Hvert hold havde sit eget sorteringsbord, der fulgte dem rundt i plantagen.
Æblerne blev plukket ned i specialdesignede forede kurve, som plukkerne bar om halsen. Herefter blev æblerne sorteret direkte i æblekasser, vedlagt plukkerens eget kontrolmærke, og derefter kørt direkte ind i kølehuset.
Gustav Lind fortæller:
”Æblerne blev i begyndelsen solgt direkte til private, men senere blev der etableret en abonnementsordning, hvor kunder kunne bestille kasser med 10 kg. æbler efter eget valg. Trappergårdens specialdesignede bil leverede hver 14. dag æblerne til større byer i Jylland og til København, samt mindre byer på ruten.
Til jul blev der fremstillet særlige gavekartoner, der også kunne indeholde den æblemost – guldmost – der blev produceret på stedet.”
XXX
X
Holger Degnboel og Trappergården
Holger Degnboel fortæller:
Dr. Lind var særlig interesseret i den stærke sygdomsbekæmpelse som fandt sted andre steder. Han mente, at man i stedet måtte kunne forebygge, dels ved at holde øje med evt. smittespredende gamle træer o. lign. og dels forebygge med ugiftige, rensende midler.
Holger Degnboel fortæller:
Dette var jo noget helt nyt, men vi var begge klar over, at de her var muligheder. Han ville gerne beholde mig, også når anlægsopgaven var løst, og jeg ville noget mere end bare være havemand. Derfor blev jorden købt, det drejede sig om i alt 10 tdr. land. Det var et areal, sognefogeden havde købt tidligere, og drevet sammen med den ejendom, han havde omme i Strandhuse.
Holger Degnboel fortæller:
Ligesom C. Th. Sørensen havde været rådgivende og udført planerne til haven, var det også ham, der nu udformede beplantningerne til de nu tilkøbte marker, med hegn, læbælter og en græsbevogtet færdselsvej rundt om de enkelte afdelinger.
I læhegnet blev der plantet naur, ahorn mod vest og nord for de kolde vinde og egetræer mod øst og syd.
Holger Degnboel fortæller:
Valget af frugttræer med æblesorter og deres fordeling drøftede vi med en konsulent i frugtavl, idet vi blev meldt ind i Erhvervsfrugtavlerforeningen.
Holger Degnboel fortæller:
Før Trapholt blev bygget, havde Sørensen besøgt dr. Lind i Holland nogle dage, og bl.a. derfor blev de nødvendige færdselsveje, der skulle være rundt om hver afdeling langs den indvendige side af læbeplantningen, tilsået med græs og holdt klippede og grønne, for at kunne virke som spadserestier for dr. Linds med gæster.
Holger Degnbol fortæller:
Et andet resultat af dette hollandsbesøg er den række cedertræer, der står op langs med vejen til Trapholt. Det er Cedrus Atlantica Clauca, der jo nok her er kommet på sin nordgrænse, men som er mere almindelig i Holland.
De var vanskelige at købe her, men skulle importeres fra Frankrig. Vi havde dengang ret strenge importbegrænsninger, og alt skulle gå gennem et valutakontor. Det lykkedes til sidst at finde en planteskole i Nordsjælland, der kunne afse noget af sin knap tildelte valuta til formålet.
Han tog et parti hjem, og udskolede dem derovre et års tid for akklimatisering, hvorefter jeg fik de stadig meget små planter herover. Vi plantede en række på hver side af vejen, beskyttet af et lærredstelt til hvert træ. Se også Berlingske Tidende 19. juni 1971.
Holger Degnboel fortæller:
Frugtavl var jo et forholdsvis nyt erhverv, såvel her som i Holland, og dr. Lind og jeg fulgte ivrigt med i hvad der skete her som der, og så lagde vi vore resultater sammen, og håbede så at kunne opnå det bedste af det bedste.
Holger Degnboel fortæller:
Dr. Lind var særlig interesseret i den stærke sygdomsbekæmpelse som fandt sted andre steder. Han mente, at man i stedet måtte kunne forebygge, dels ved at holde øje med evt. smittespredende gamle træer o. lign. og dels forebygge med ugiftige, rensende midler.
Holger Degnboel fortæller:
Derfor var det jo ikke uinteressant, at der lå en gammel æbleforsøgsplantage på den resterende del af Manfords jorder.
Det endte da også med, at vi i 1939 købte denne jord helt op til skoven, det drejede sig om 4 tdr. land.
Vi kunne nu selv sprøjte og kontrollere disse træer, og vi fik jo også lidt æbler af dem.
Holger Degnboel fortæller:
Vi havde nu en pæn samlet ejendom på i alt 24 tdr. land. Redskaber, sprøjter med mere, vi havde anskaffet, var stadig tilstrækkelige. Dog mente vi, at vi var nødt til at skifte hestene ud med et par lidt større.
Holger Degnboel fortæller:
Vi havde i vinterens løb fået vores lejlighed ovre i det nye hus gjort klar, og life før påske flyttede vi der over, og påskelørdag fødte min kone en søn.
Samtidig havde vi tilrettelagt flytning af endnu et gammelt hus med bindingsværk. Dette hus kom fra Taulov.
Det skulle stå øst for det, vi nu var flyttet ind i, med retning nord-syd.
Holger Degnboel fortæller:
Allerede da Trapholt blev bygget, blev vi klar over at grundvandet stod højt, selv om vi syntes vi lå temmelig højt over fjorden. Ikke desto mindre var kælderen ubrugelig på grund af indtrængende vand.
Da huset var færdigt, måtte vi i gang med at grave en dyb grøft rundt om det. Den blev fyldt op med paksten, så huset nu billedlig talt ligger på en ø.
Holger Degnboel fortæller:
Sådan var alle de øvrige marker også vandlidende, så vi fik Hedeselskabet til at dræne over alt. Dette kunne der søges tilskud til grundforbedring.
Holger Degnboel fortæller:
Disse kreaturer gik så på skåningerne for at gnave græs, og lavede derved stier på langs af skråningen. Disse stier kaldte man ”trappes”. Sådanne stier var der også på skråningen langs den nuværende Fjordvej, hvor der nu er træbevoksning.
Skov, på tysk – holt. Disse to ting ”trappes” og ”holt” har givet navnet Trapholt.
Holger Degnboel fortæller:
Nu vi er ved navne, må vi hellere få resten med! Æblerne skulle jo være en forretning, og måtte således ikke under nogen form kunne sættes i forbindelse med Trapholt.
Det var og skulle være en privatbolig. Vi havde nu 2 bindingsværksbygninger, og der kom muligvis flere til, så det ville blive en lille gård. Hvorfor så ikke kalde den ”Trappergården”.
Det blev senere til Trappergaardens Æblehaver.
Holger Degnboel fortæller:
Vejen op til Trapholt var en god vej, men at møde en hestetrukken arbejdsvogn, når man kørte ud eller hjem, hørte ikke til god tone.
Så vi kiggede på den vej, som sognefogeden havde brugt mellem sine ejendomme. Den kunne godt rettes noget op, og føres ud til Skolebakken. Det blev til ”Trappergaardsvej”.
Holger Degnboel fortæller:
Vi begyndte efterhånden også at få lidt indtægter. Vi havde på Vestmarken, det jævne stykke af sognefogedens mark, plantet en række hindbær mellem hver række æbletræer, og vi solgte bærrene. Dels gennem Gartnernes Salgsforening, og dels til private.
Holger Degnboel fortæller:
Efterhånden voksede æblehaven til, og fik også lidt omtale udadtil, hvilket vi jo ikke var uinteresseret i. Dette gjorde også, at en del foreninger, havefolk, gartnere og andre fik lyst til at lægge deres fælleudflugt, cylketur, herud for om muligt at lære lidt.
Men efterhånden var det ved at tage for meget af min tid, navnlig min fritid, så vi begrænsede det til kun at modtage frugtavlere.
Holger Degnboel fortæller:
Efter krigen blev det til, at der også kom frugtavlere nede fra syd for grænsen.
Nu boede dr. Lind heroppe, og af sproglige hensyn, måtte han tage imod og vise rundt. Det morede ham vist en hel del at snakke fagligt med disse gæster, og efterhånden blev han kaldt æbledoktoren, et navn som også fandt indpas i den hjemlige presse.
Holger Degnboel fortæller:
Nu kunne vi igen tænke på fremtiden.
Æbletræerne var nu 8 år,- det er den alder, hvor man regner med den allerbedste frugt. Vi kunne snart få en bil, i stedet for hestevognen, og derved komme længere ud.
Vi satsede først på Esbjerg, men gik hurtigt i gang med de andre jydske byer, helt op til Limfjorden.
Vores salgskusk fik nu kørekort og uniform, og blev salgschauffør.
Holger Degnboel fortæller:
Vi ser os nu om efter et andet sted at bo i, og køber først et hus nede i Strandhuse. Senere får vi tilbudt et lille hjørne af den sydvestlige del af plantagen.
Det var ubrugeligt som frugtplantage, men der var mulighed for at bygge et hus med en god udsigt.
Derved kunne jeg være væk fra bedriften, og alligevel dejlig tæt på. Der bor vi endnu.
Holger Degnboel fortæller:
Vi mente nu at vor maskinpark og vort lager var så stort, at det ville være rentabelt med en lille udvidelse.
Erik kunne godt klare lidt mere arbejde i marken, og det samme kunne jeg på lageret og med salget.
Holger Degnboel fortæller:
Udover renholdelse og sprøjtning, havde vi også en anden ret vigtig sommerbeskæftigelse.
Om vinteren blev træerne beskåret, så der ikke var for mange grene, og dermed mindre frugter.
Om sommeren var det også nødvendigt at fjerne en del af æbler i de enkelte klaser, for at opnå en passende størrelse på de resterende frugter. Formålet var jo store, pæne æbler.
Holger Degnboel fortæller:
For nu ikke at fylde det ny , store lager op med mindre god frugt, byggede vi på nordsiden af kølehuset en lang sorteringshal. Heribyggede Peter Madsens Masinfabrik, Nr. Bjert, en sorteringsmaskine så stor, at vi kunne køre hele dagens høst igennem, og således kun skulle sætte gode salgbare æbler ind på lageret.
Disse var nu sorteret i størrelse, således at vi kunne sælge de største og mindst holdbare først.
Holger Degnboel fortæller:
Dr. Lind og jeg arbejde godt sammen i alle årene. Haven, som C. Th. Sørensen planlagde, interesserede mig, og var som skabt til stedet her, hvad den jo også var.
Med hensyn til plantagen, var frugtavl i større stil et forholdsvis nyt erhverv her i landet. Som uddannet planteskolemand faldt det mig let, i samarbejde med med kollegaerne her på egnen, at sætte mig ind i dyrkningen af frugt.
XX
XX
Æblegruppens fortæller
XX
XX
Faktuelt om æbler
Pometet fortæller:
“I forbindelse med valg og køb af grundstammer eller færdige træer bør man være opmærksom på hvordan grundstammens vækstkraft påvirker frugttræets
størrelse og tilvækst.
Svagtvoksende grundstammer giver mindre træer end kraftigtvoksende grundstammer. Størst træer fås ved valg af vildstammen.”
FN definerer biodiversitet som:
”Mangfoldigheden af levende organismer i alle miljøer, både på land og i vand, samt de økologiske samspil, som organismerne indgår i. Biodiversitet omfatter såvel variationen indenfor og mellem arterne som mangfoldigheden af økosystemer.”
Pometet fortæller:
“I forbindelse med valg og køb af grundstammer eller færdige træer bør man være opmærksom på hvordan grundstammens vækstkraft påvirker frugttræets
størrelse og tilvækst.
Svagtvoksende grundstammer giver mindre træer end kraftigtvoksende grundstammer. Størst træer fås ved valg af vildstammen.”
Pometet fortæller:
“I forbindelse med valg og køb af grundstammer eller færdige træer bør man være opmærksom på hvordan grundstammens vækstkraft påvirker frugttræets
størrelse og tilvækst.
Svagtvoksende grundstammer giver mindre træer end kraftigtvoksende grundstammer. Størst træer fås ved valg af vildstammen.”